Fedme - ikke bare energibalance

Forfatter: cand.scient Michael E. W. Buhelt
Dato: 6. marts 2024

Brug mere energi end du indtager. Så simpel lød kuren på at tabe sig i årtier. Vi kalder det energibalance. Der må være balance mellem den energi du indtager og den energi du forbruger.

Logikken er jo slående. Hvis du bruger mindre energi end du forbruger må kroppen jo forbrænde fedt og så taber du dig.

Det er termodynamikkens første lov. Energi forsvinder ikke og dannes ikke, så hvis du bruger mere energi må den komme et sted fra. Da fedtvævet er kroppens energilager er det jo det åbenlyse sted at få dækket energibehovet.

Der er imidlertid et lille problem i antagelsen; den virker ikke.

Jovist, du kan forbrænde fedt og tabe dig på den korte bane, men på den lange bane ser det helt anderledes ud. I et studie fulgte man op på deltagerne i det engelske TV-show The Biggest Loser 6 år efter.

I showet blev deltagerne kørt igennem et intensivt vægttabs-program, hvor de gennemsnitligt tabte omkring 58 kg. 6 år efter havde deltagerne i gennemsnit taget 41 kg på igen. Ikke bare det, det viste sig også at deres basalstofskifte, dvs. den energi kroppen bruger på bare at være til, var omkring 600 kcal mindre end forventet pr. dag. 600 kcal svarer nogenlunde til et halvt kg kogte ris; det er en voldsom energimængde kroppen ikke længere havde behov for. Deltagernes genvundne vægt skyldtes altså ikke at de var begyndt at spise mere, deres kroppe havde i stedet tilpasset sig den nye levevis. I stedet for at holde den nye vægt havde kroppen ganske enkelt minimeret sit energibehov så vægttabet i høj grad blev modarbejdet [1].

Fat overshoot
Så basalstofskiftet ændrede sig og disse folk tog store dele af det tabte på igen efter 6 år. Det lyder jo lidt anekdotisk, var det måske bare den specifikke metode der ikke gav langvarigt vægttab? Var de måske sygeligt fede og derfor anderledes end en mere normalvægtig befolkning?

Vigtige spørgsmål, effekten er imidlertid bredt understøttet i litteraturen. Kortsigtet er det nemt at få folk til at tabe vægt, men på den lange bane er det langt mere vanskelligt. Ja, faktisk er der ikke alene tale om at folk genvinder deres oprindelige vægt, begrebet "fat overshoot" dækker over at især normalvægtige der går på slankekur vil opleve at de på sigt ikke alene genvinder deres tidligere vægt, de tager på [2].

Men hvis ikke man taber sig af at spise mindre, er overspisning så overhovedet årsagen til fedme?

Skyldes fedme at man overspiser, eller overspiser man pga. den mekanisme der driver fedmen? 

Måske har vi hidtil anset et symptom for at være fedmens årsag.

Det er på tide at lægge energibalance-modellen lidt bag os og se på de andre modeller der er blevet præsenteret for at forklare den igangværende fedmeepidemi. 

Kulhydrat-insulin-modellen er en af disse. Ifølge kulhydrat-insulin-modellen vil højt processeret mad med let nedbrydelige kulhydrater føre til at insulin-niveauet bliver meget højt. Insulin er det hormon der fortæller kroppens celler at de skal optage sukker fra blodet når vi har spist. Problemet med de let nedbrydelige kulhydrater er, at blodsukkeret hurtigt nedreguleres, men insulin forbliver i blodbanen. 

Det betyder at kroppen på samme tid fortæller at der skal oplagres energi i kroppen (hvad fører til øgede fedtdepoter) mens hjernen samtidig sender signal om at du mangler mad [3].  Vi får således en kombination af overspisning og ophobning af energi i fedtvævet. Kulhudrat-insulin-modellen forklarer imidlertid langt fra alt om fedme.

Fedme og tarmbakterier
I et forsøg tog man tarmbakterierne fra et par enæggede tvillinger. Den ene var overvægtig og den anden normalvægtig. Man ødelagde de sunde tarmbakterier hos mus og overførte tarmbakterier fra de to kvinder til musene. Det viste sig, at musene der fik tarmbakterier fra den overvægtige kvinde blev overvægtige, mens musene der fik tarmbakterier fra den normalvægtige kvinde forblev normalvægtige [4]. En tilsvarende effekt blev set ved at forme tarmbakterier i behandlede mus med virus fra tarmen af fede eller ikke-fede donor-mus [5].

Tarmens mikroorganisner kan påvirke udviklingen af fedme på flere måder. Den mest åbenlyse er gennem dannelsen af kort-kædede fedtsyrer. De kortkædede fedtsyrer optages over tarm-væggen og finder vej ind i blodet. Visse typer af disse fedtsyrer binder til receptorer i kroppens fedtvæv, hvilket fører til dannelsen af stoffet leptin. Leptin frigives fra fedtvævet, og bevæger sig med blodet til hjernen.

Det er her værd at bemærke, at fedme er associeret med mere fedtvæv og dermed også potentielt højere leptin-koncentrationer. I hjernen medfører leptin normalt en følelse af at være mæt og er dermed vigtig i forbindelse med regulering af spiseadfærd [6]. Hvis niveauet af leptin er konstant højt, vil hjernens evne til at reagere på det mindskes, ligesom patienter med type-2 diabetes har svært ved at reagere på insulin. Fedme medfører altså forhøjet niveau af leptin, men samtidig også den manglende evne til at reagere på det [7]. Der kan desuden måles en reduceret mangfoldighed af tarmbakterier i forbindelse med fedme, hvilket påvirker typen og omfanget af dannede kortkædede fedtsyrer [8]. På den måde kan tarmbakterier associeret med fedme medføre så høje koncentrationer af leptin at hjernen ikke længere reagerer på det, hvilket modvirker følelsen af at være mæt som ellers opstår når der indtages fed eller fiberholdig kost. 

Tarmbakterier har imidlertid mange andre spændene effekter på kroppen. En af effekterne er at fremme inflammation i fedtvævet [9], en tilstand der kan føre til fedme og sukkersyge [10].

Genetisk fedme
Udviklingen af fedme er naturligvis også påvirket af gener. I 2022 kendte vi 14 enkeltgener der kan forårsage fedme. Man kalder sådan arv for monogen arv. Monogen fedme er ofte meget voldsom og rammer gerne børn før 10 års alderen. Langt mere udbredt er gener der kan påvirke udviklingen af fedme i samspil med andre gener. Sådan arv kaldes polygen arv. I 2022 kendte vi omkring 1.100 uafhængige områder i DNA der påvirker udviklingen af fedme [11]. Fedme er altså i højeste grad et genetisk anliggende.

Der er imidlertid mange andre faktorer der har effekt. Hormonforstyrrende stoffer og søvnmangel er to andre faktorer der påvirker udviklingen af fedme [12]. 

Så før du siger til en overvægtig, at han/hun bare skal spise mindre og dyrke noget mere motion, så husk på, at der kan være en meget bred vifte af årsager til fedme og energibalancen er kun én i rækken.

1: Fothergill, E., J. Guo, L. Howard, J. C. Kerns, N. D. Knuth, R. Brychta, K. Y. Chen, M. C. Skarulis, M. Walter1 , P. J. Walter1 & K. D. Hall (2016) Persistent Metabolic Adaptation 6 Years After "The Biggest Loser" Competition. Obesity 24. https://onlinelibrary.wiley.com/doi/pdf/10.1002/oby.21538

2: Jacquet, P., Y. Schultz, J.-P. Montani & A. Dulloo (2020) How dieting might make some fatter: modeling weight cycling toward obesity from a perspective of body composition autoregulation. International Journal on Obesity 44.  https://www.nature.com/articles/s41366-020-0547-1

3: Ludvig, D. S. (2023) Carbohydrate-insulin model: does the conventional view of obesity reverse cause and effect? Royal Society's conference, Causes of obesity: theories, conjectures and evidence. https://royalsocietypublishing.org/doi/pdf/10.1098/rstb.2022.0211 

4: Ridaura, V. K., J. J. Faith, F. E. Rey, J. Cheng, A. E. Duncan, A. L. Kau, N. W. Griffin, V. Lombard, B. Henrissat, J. R. Bain, M. J. Muehlbauer, O. Ilkayeva, C. F. Semenkovich, K. Funai, D. K. Hayashi, B. J. Lyle, M. C. Martini, L. K. Ursell, J. C. Clemente, W. Van Treuren, W. A. Walters, R. Knight, C. B. Newgard, A. C. Heath & J. I. Gordon (2013) Cultured gut microbiota from twins discordant for obesity modulate adiposity and metabolic phenotypes in mice. Science 341(6150). https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3829625/ 

5: Borin, J. M., R. Liu, Y. Wang, T.-C. Wu, J. Chopyk, L. Huang ,P. Kuo, C. Ghose, J. R. Meyer, X. M. Tu, B. Schnabl & D. T. Pride (2023) Fecal virome transplantation is sufficient to alter fecal microbiota and drive lean and obese body phenotypes in mice. Gut Microbiobes. https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/19490976.2023.2236750#

6: May, K. S. & L. J. den Hartigh (2023) Gut Microbial-Derived Short Chain Fatty Acids: Impact on Adipose Tissue Physiology. Nutrients 15. https://www.mdpi.com/2072-6643/15/2/272/pdf

7: Obradovic, M., E. Sudar-Milovanovic, S. Soskic, M. Essack, S. Arya, A. J. Stewart, T. Gojobori & E. R. Isenovic (2021) Leptin and Obesity: Role and Clinical Implication. Frontiers in Endocrinology 12. https://www.frontiersin.org/journals/endocrinology/articles/10.3389/fendo.2021.585887/full 

8: Breton, J., M. Galmiche & P. Déchelotte (2022) Dysbiotic Gut Bacteria in Obesity: An Overview of the Metabolic Mechanisms and Therapeutic Perspectives of Next-Generation Probiotics. Microorganisms 10(2). https://www.mdpi.com/2076-2607/10/2/452 

9: Wang, C., Z. Yi, Y. Jiao, Z. Shen, F. Yang & S. Zhu (2023) Gut Microbiota and Adipose Tissue Microenvironment Interactions in Obesity. Metabolites 13(7). https://www.mdpi.com/2218-1989/13/7/821

10: Kawai, T., M. V. Autieri & R. Scalia (2021) Adipose tissue inflammation and metabolic dysfunction in obesity. Cell physiology. https://journals.physiology.org/doi/full/10.1152/ajpcell.00379.2020 

11: Loos, R. J. F. & G. S. H. Yeo (2022) The genetics of obesity: from discovery to biology. Nature Reviews Genetics 23. https://www.nature.com/articles/s41576-021-00414-z 

12: Masood, B. & M. Moorthy (2023) Causes of obesity: a review. Clinical Medicine 23(4). https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC10541056/